Historie
Bernerskovens Venner har et afsæt i tre ting: En Berner ved navn Alto, en lagermis og en skov med tilnavnet Bernerskoven.
I flere år har vi været en flok glade Berner Sennen-ejere, der hver eneste lørdag kl. 10:00 – uanset vind og vejr – har mødtes til en fælles gåtur i Hareskoven ved Bagsværd Sø. Og som en naturlig følge heraf er der opstået nogle dejlige venskaber.
Vi startede oprindeligt med at være seks Bernere. I dag, på en god dag, er vi op mod 20 hunde. Alto er en af disse hunde, som har kommet derud, lige siden han var helt lille. Han udmærkede sig ved, at han som lille bitte hvalp – helt usædvanligt – svømmede, og havde hans mor ikke haft en lang line i ham, ville han bare være svømmet væk. Alto er en fantastisk dejlig Berner-bamse med et godt sind og et aktivitetsniveau, der nogle gange giver hans mor nogle udfordringer.
Men det er ikke de eneste udfordringer, Altos mor har haft med ham. Han var ikke mere end et halvt år, da han fik konstateret OCD i begge skuldre. Han blev opereret for det, men det er aldrig blevet godt. Alto har været igennem mange forskellige behandlingsforløb i sit korte liv – både med genoptræning, kiropraktik og medicinsk behandling. Udover at det har været et forfærdeligt forløb for både hund og ejer, med alle de bekymringer og sorger det medfører at have en syg hund, så har det også kostet dyrt. Altos mor bor alene med Alto og sin søn. Det lange sygdomsforløb har været rigtig dyrt, og selvom opdrætteren har tilbagebetalt penge, der har været tegnet sygeforsikring, og der har været afsat penge i budgettet til at holde hund – herunder dyrlægeregninger – stod Altos mor alligevel i den situation midt i oktober 2011, at hun måtte træffe det umenneskelige valg at lade Alto aflive. For hvis Alto skulle have en chance for at blive smertefri, skulle han igennem endnu en operation – en operation Altos mor hverken havde pengene til eller kunne skaffe dem.
Vi var et par stykker ude fra skoven, der fik beskeden i løbet af den weekend, hvor de om mandagen skulle den tunge vej op til dyrlægen, og det fyldte os med den største sorg og frustration. Man ville jo ønske, man var så velbemidlet, at man kunne tilbyde at betale for operationen. Det er så meningsløst at aflive en dejlig og livsglad (på trods af alle smerterne) bamse – på grund af penge.
Det var her, at en af os, som havde modtaget den nedslående besked, ikke kun nøjedes med ønsketænkning – hun handlede. Og hendes idé lå så meget lige for, at vi andre undrede os over, hvorfor i alverden vi ikke selv var kommet på den. Udover at idé-kvinden er et fantastisk menneske, udsprang idéen også fra en tidligere indsamling, hun havde været en del af. Hun arbejdede på et tidspunkt på en arbejdsplads, hvor der i lagerbygningen havde bosat sig en kat. Alle var jo blevet glade for den her kat, men en dag blev den syg. De lavede som det naturligste i verden en indsamling til katten, så den kunne få behandling. Der kom så mange penge ind, at missekatten resten af sine dage levede på første klasse.
Vi luftede idéen om en indsamling på den næste gåtur ude i skoven, og alle var dybt berørte af historien om Alto – for hvem kunne ikke sætte sig ind i, hvordan det ville være, hvis det var én selv og ens egen hund, der pludselig befandt sig i den frygtelige situation? Der var fuld opbakning til indsamlingen – men også opbakning til idéen om, at vi i fremtiden burde gøre noget for at hjælpe andre Bernere i samme situation.
Og sådan blev grundstenene til Bernerskovens Venner lagt.
