Kære alle,
Mit navn er Alto og jeg er 17 måneder. Jeg er en rigtig lækker Berner Bamse som bor sammen med min mor og storebror i Rødovre. Jeg elsker min lille familie overalt på jorden, og jeg ved, at jeg er omdrejningspunktet i deres liv.
Det er også det der gør det hele så forfærdentlig, at vi idag står i den frygtelige situation, at vores veje skal skilles, og dét på den værst tænkelige måde.
Sagen er nemlig den, at jeg ikke var særlig gammel, da vi fandt ud af, at der var noget galt med mig. Jeg begyndte at halte og dyredoktoren sagde jeg havde OCD i begge mine skuldre. Det er vist det man kalder ledmus - og ikke at forveksle med slags, man fodrer med ost for at få i fælden.
Jeg var ikke mere end ca. 1/2 da jeg blev opereret, men det fik desværre ikke den lykkelige udgang, som vi alle havde håbet på. Mit liv har siden været ét langt og smerteligt forløb med behandlinger af alverdens slags, genoptræning og uendelige dage i fuldstændig ro. Og tro mig, det har ikke været let, når man bare er en lille legesyg hvalp med mod på livet.
Alt dette har jeg sagtens kunne leve med, men det har været en tung byrde for en lille hund at bære, at se dem man elsker allerhøjest have så mange bekymringer og sorger på grund af mig.
Og nu er vi desværre nået til en skillevej. Jeg har været hos dyredoktoren, den bedste på sit felt, som mener at der er gode chancer for mig. Men han er nødt til at åbne mine skuldre igen, for at finde ud af hvad der præcist er galt. Altså skal jeg have en ny operation.
Men vi har ikke flere penge og banken vil heller ikke låne os flere. Min mor har gjort alt det rigtige; købt mig med stamtavle (DKK), afsat penge i budgettet til mig, tegnet sygeforsikring, sørget for at finde en god opdrætter, som også har tilbagebetalt penge til mig - men alt dette nytter bare ikke, når forløbet har været så langt og der kun har været mor til at forsøge os alle sammen.
I en weekend midt i oktober, tog vi den svære og hjerteskærende beslutning, at sige farvel til hinanden. Det er ikke noget hundeliv med så mange smerter. Jeg prøvede at være tapper hele weekenden, mens min familie græd og græd fordi jeg mandag morgen skulle den lange tunge vej op til dyrelægen. Men hvor er det svært at være tapper, når det eneste man ønsker er at få lov til at være hos sin familie. Selvom jeg bare er en hund, så kan jeg jo også blive bange for, hvad døden er for en størrelse.
MEN så var det, at jeg har nogle gamle tanter, som også har sådan nogle Berner Bamser som mig, der på falderebbet, satte sig for at ændre vores lille families skæbne. De har simpelthen besluttet at de vil samle pengene ind til min operation, som kommer til at koste mellem 10.000 og 15.000 kroner. De siger jeg ikke skal være bekymret, de er fast besluttet på, at det nok skal lykkes.
Jeg behøver vel ikke fortælle om lettelsen, tårerne og taknemligheden som kom i kølvandet på den besked. Nu tænker vi igen på livet.
Jeg har skrevet dette lille i brev i håb om, at du måske i dit hjerte kunne finde plads til at hjælpe mig, selvom du måske slet ikke kender mig. Et lille beløb (eks. 25 kroner) kan blive stort, hvis der er mange af dem.
Nordea
Reg: 2413
Konto: 0714 952 269
Berner tanterne siger det er en hjertesag - og en ting er sikkert, hvis du hjælper mig, vil du altid være en del af mit hjerte.
Kærligt snudepuf fra
Alto
